Man ved aldrig helt hvad man får med hjem på Café Cosmo. I torsdags var der under en håndfuld gæster. To fyre klimtede lystigt på en guitar i baren, holdt en rygepause udenfor, kom tilbage og genoptog så andet sæt. På et tidspunkt ind imellem sang bartenderen en stille, nærmest tøvende karaoke. Et slags uventet Bryan Adams ballade intermezzo, der fik selskabet her til at smile.
Den slags er jo helt umuligt at programsætte. Det er lidt som den slags hverdags-serendipitet der herskede, da jeg boede i Arua i Norduganda, og hvor man på en god dag - når den lokale wazungu-dominerede restaurant havde fået fingrene i særlige forsyninger (fx rigtig ost), strømmen kørte regelmæssigt og de sjove nødhjælpsarbejdere fra Sydsudan og Congo var på R&R i byen - ikke bad om mere, men istedet værdsatte at man pludselig fik en helt unik oplevelse efter en periode med dage der til forveksling lignede hinanden. Som man siger. Nakskov er mindst ligeså umulig som Arua at sætte på formel, hvad det angår.
Hov. Forresten. Cosmo serverer i øvrigt vin til kanten, præcis som i Norduganda.
Comments