top of page
Søg
Forfatters billedePernille Bærendtsen

Tanzania: Oppositionspartier vender vrangen ud


Tanzania skal vælge ny præsident den 25. oktober. Pernille Bærendtsen skriver i løbet af de kommende måneder en række artikler for Globalnyt, som sætter fokus på forskellige dele af valget. Her følger anden artikel.

Naona wiki yote hii ni lowassa tu.mie je?’ siger CCM’s kandidat til præsidentvalget, John Magufuli, til tegneserietegneren Masoud Kipanya. På dansk ville Magufuli sige: ’Jeg kan se, at det hele ugen har handlet om Lowassa. Hvad med mig?’ " Masoud Kipanya (bringes efter aftale med tegneren)

Det har været en vild måned i tanzaniansk politik, og det ser ikke ud til at de kommende måneder frem til den 25. oktober bliver mindre kedelige. Den 12. juli meddelte regeringspartiet Chama Cha Mapinduzi (CCM), at de indstiller den 56-årige John Pombe Joseph Magufuli som deres kandidat til præsidentvalget. Han er parlamentsmedlem for Chato (et landdistrikt i det nordlige Tanzania), og har siden 1995 beklædt et par ministerposter. Samtidig har han et længere akademisk forløb bag sig, bl.a. en PhD i kemi fra universitetet i Dar es Salaam (2009).

Han er blevet taget godt imod. Blandt andet lægges der i omtalen vægt på, at han ikke har været involveret i korruptionsskandaler, at han er veluddannet og ’nede på jorden’. Egenskaber der synes at være en nærmest usædvanlig kombination for en tanzaniansk toppolitiker.

Journalisten Tom Mosoba har portrætteret ham her for avisen The East African.

En artikel i The Citizen om hans kone Janeth Magufuli, der er skolelærer på en offentlig skole i Dar es Salaam, hvor parrets børn også har gået/går, koger over i lovprisninger. Det er usædvanligt, at en minister sender sine børn i offentlig skole, og det ser lige nu ud til at tjene Magufuli vel.

Fravalget

Det er imidlertid ikke Magufuli, som vi har hørt mest til, som den indsatte tegning ovenover illustrerer. Rampelyset har i de forgangne uger tilhørt Edward Lowassa, som tabte til Magufuli i kampen om CCMs positur. Med dette valg, blev der nemlig også foretaget en række fravalg. Lowassa blev dømt ude. Det har skabt et politisk skred af dimensioner. Lowassa var premierminister fra 2005-2008, men ’blev gået’ i februar 2008 i forbindelse med anklager om involvering i korruption. En sag, der aldrig rigtigt er blevet opklaret. Nogle af Lowassas argeste modstandere i disse anklager, var oppositionspartiet CHADEMA (Partiet for Demokrati og Udvikling). CHADEMA har på trods heraf budt Lowassa velkommen, der efter nederlaget har meldt sig ud af CCM og ind i CHADEMA.

Den 1. august indleverede han en udfyldt formular til CHADEMA, hvor han søgte om at blive opstillet som deres præsidentkandidat. Det rapporterede The Citizen den 2. august her.

CHADEMA har udtalt, at Lowassa støttes af 1,662,397 millioner CHADEMA-medlemmer i 32 regioner, der har skrevet under på en støtteerklæring til Lowassa.

'

Ved valget i 2010 fik CHADEMAs præsidentkandidat Dr Willibrod Slaa 2.2 millioner stemmer (26.34 % af de samlede stemmer) mod Jakaya Kikwetes 5.2 millioner (61.7 %). Under normale omstændigheder skal en CHADEMA-kandidat rejse rundt i landet for at samle disse underskrifter, CHADEMA har imidlertid givet Lowassa særbehandling og har ordnet dette for ham på et par dage. Det antages, at med Lowassa følger andre top-politikere fra CCM, hvilket vil blive betragtet som sidegevinster.

Appel til følelser frem for intellekt

CHADEMA har nu indstillet Lowassa som deres kandidat til UKAWA (Coalition of the Defenders of the People’s Constitution (Umoja wa Katiba ya Wananchi), og det ser nu ud til at UKAWA, som består af oppositionspartierne Chama Cha Maendeleo na Demokrasia (CHADEMA), Civic United Front (CUF), NCCR-Mageuzi og National League for Democracy (NLD) vælger at lade sig repræsentere af en politiker fra et parti, de tidligere har kæmpet mod.

Forklaringerne fra CHADEMAs sekretariat har defensive toner – partiet er selvsagt blevet mødt med undren over, at det nu står på hovedet for en politiker, som det tidligere forsøgte at bekæmpe. Processen med at lave lynindsamling af underskrifter, forklares af hr. Mwalimu, en talsperson fra CHADEMA i The Citizen den 2. august her: 'We have not picked him on the road, it is God who led him to Chadema.”

Folket mod estalissementet?

Der skal stadig holdes øje med det nystiftede parti Alliance for Change and Transparency (ACT), som ledes af Zitto Kabwe, der forlod sit parti og parlamentssæde for CHADEMA i marts. For ACT blev også pludselig bragt i spil, da CHADEMA bød Lowassa indenfor. Da Lowassa kom til, trådte CHADEMAs ’gamle’ præsidentkandidat Dr. Willibrod Slaa pludselig ud af partiet. Han var ikke med på billeder fra pressemøder, og rygterne gik på, at han overvejede at skifte til ACT. Faktum per 4. august er i hvert fald, at CHADEMA ’har sendt ham på orlov’, skriver The Citizen her.

Ligeledes skriver The Citizen den 6. august her, at Professor Lipumba, CUFs mangeårige formand, at han træder tilbage fra formandsposten, men forbliver i partiet. Det betyder således også, at oppositionen i Tanzania skifter karakter - i hvert fald i toppen – og at tanzaniansk politik lige nu gennemgår de største omvæltninger nogensinde. Man kan næppe betegne det som et ideologisk skred, for det er ikke ideologisk nytænkning, der har præget de større tanzanianske politiske partier de sidste mange år. CHADEMAs politik har været at kritisere regeringspartiet, og i det hele taget lave larm. Det sidste kan synes hult, når kritiske modstandere nu forenes som havde de været bedste venner hele livet.

ACT har endnu ikke meldt deres præsidentkandidat ud, og ACT er ikke med i UKAWA. Zittos kommentar til rokaderne kommer bl.a. i dette tweet:

''For long opposition parties in Tanzania tried to oppose The Establishment. Now major parties are part of it. The people must topple it''

— Zitto Ruyagwa Kabwe (@zittokabwe) 5. august 2015

Indtil videre er ACT det eneste parti i oppositionen, der ikke er gået på kompromis med ’etablissementet’.

Artiklen er publiceret på Globalnyt den 6. august 2015 her.

5 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

dunia duara means 'the world is round' in Swahili

 pernille.baerendtsen@gmail.com / Signal & WhatsApp +4529717068 

  • Twitter
  • LinkedIn Social Icon
  • Instagram
  • Facebook
  • Flickr Social Icon
bottom of page